Interviewet er redaktionelt kondenseret. Svarene gengiver samtalens temaer og pointer uden at foregive ordrette citater.
Der er en særlig stilhed i det øjeblik, før en skuespiller går ind i en scene. Den kan være kort, næsten umærkelig, men den rummer ofte mere end den færdige replik: tvivlen, koncentrationen, kroppen, der finder en anden rytme, og forsøget på at forstå et menneske, som ikke er én selv. For Nikolaj Coster-Waldau er det netop i dette spændingsfelt, at skuespillet bliver ved med at være interessant.
Han taler om arbejdet med en ro, der står i kontrast til den synlighed, som følger med et internationalt kendt ansigt. Berømmelsen kan åbne døre, men den kan også skabe en afstand mellem skuespilleren og de roller, han gerne vil undersøge. Når publikum allerede har en forestilling om, hvem man er, bliver opgaven at finde det uventede – både i materialet og i sig selv.
At begynde med det, man ikke forstår
For Coster-Waldau handler en rolle ikke først og fremmest om at demonstrere en bestemt følelse. Den begynder snarere med en nysgerrighed over for det, der ikke umiddelbart kan forklares. Hvad driver figuren? Hvad forsøger den at skjule? Hvilke valg virker forkerte udefra, men giver mening for personen selv?
Skuespillets håndværk ligger ifølge denne tilgang ikke i at finde én endelig forklaring. Det ligger i at kunne arbejde med flere mulige forklaringer på én gang. En figur må gerne være modsætningsfuld, urimelig eller vanskelig at holde af. Hvis alt bliver gjort tydeligt for hurtigt, forsvinder noget af den menneskelige uforudsigelighed, som gør en scene levende.
“Hvad leder du efter, når du læser en ny rolle?”
Svar: Først og fremmest efter en form for modstand. Det kan være en karakter, der ikke lader sig reducere til en enkel beskrivelse, eller en historie, der tvinger ham til at se på noget fra en vinkel, han ikke kender. Den rette rolle er ikke nødvendigvis den mest spektakulære. Den kan lige så vel være den, der bliver ved med at give spørgsmål, efter at manuskriptet er lagt væk.
Det er også derfor, han stadig leder efter roller, der kan overraske ham. Overraskelsen er ikke kun knyttet til handlingen. Den kan opstå i en relation, i en pause mellem to replikker eller i opdagelsen af, at en scene kræver en helt anden energi end forventet.
Berømmelsens afstand
Et genkendeligt ansigt bliver hurtigt til en offentlig fortælling. Publikum, presse og branche skaber tilsammen et billede, som kan være både præcist og ufuldstændigt. For skuespilleren betyder det, at arbejdet ikke længere kun bliver vurderet på det, der sker i den enkelte film eller serie. Det bliver også set gennem tidligere roller, kendte associationer og andres forventninger.
Den afstand kan mærkes på flere niveauer. Der er afstanden mellem den private person og den offentlige figur. Der er afstanden mellem den, man selv oplever at være, og den, andre mener at kende. Og der er afstanden mellem den rolle, man spiller, og den identitet, publikum forbinder med ens navn.
“Kan man stadig arbejde frit, når publikum allerede har en idé om, hvem man er?”
Svar: Friheden forsvinder ikke, men den kræver større bevidsthed. En skuespiller kan ikke kontrollere alle fortolkninger, og det er heller ikke målet. Opgaven er at gå ind i arbejdet med tilstrækkelig åbenhed til, at rollen ikke blot bliver en forlængelse af det image, man allerede har.
Det betyder ikke, at tidligere erfaringer skal glemmes. Tværtimod er de en del af værktøjskassen. Men de må ikke blive en facitliste. Hver ny rolle må have lov til at begynde et andet sted.
De danske rødder
Selv med en karriere, der rækker langt ud over Danmark, er de danske rødder en vigtig del af samtalen. De handler ikke kun om sprog eller geografisk tilhørsforhold, men også om en bestemt måde at betragte sig selv på. Den danske baggrund kan rumme både jordforbindelse, humor og en vis skepsis over for det højtidelige.
Det er egenskaber, som kan være værdifulde i et arbejdsliv præget af international opmærksomhed. Når omgivelserne bliver store, kan det være nødvendigt at have en indre målestok, der ikke alene bestemmes af synlighed eller anerkendelse. At vende tilbage til det velkendte kan i den forstand være en måde at fastholde proportionerne på.
De danske rødder fungerer dog ikke som en fast identitet, der skal gentages. De er snarere en baggrund, som hele tiden fortolkes på ny. Man kan tage noget med sig fra det sted, man kommer fra, uden at være bundet af det. Netop spændingen mellem det nationale udgangspunkt og den internationale erfaring kan give en skuespiller flere lag at arbejde med.
Om fravalg og tålmodighed
Et skuespillerliv består ikke kun af de roller, der bliver spillet. Det består også af de roller, der bliver sagt nej til, de projekter, der ikke bliver til noget, og de perioder, hvor det rigtige materiale ikke dukker op. Fravalgene kan udefra ligne pauser, men de er ofte en aktiv del af en kunstnerisk retning.
“Hvad får dig til at sige nej?”
Svar: Et fravalg kan handle om mange ting. Nogle gange mangler der en egentlig nysgerrighed. Andre gange føles rollen for forudsigelig, eller materialet giver ikke plads til, at karakteren kan udvikle sig. Det er ikke et spørgsmål om at afvise det velkendte for enhver pris. Det afgørende er, om der findes en reel grund til at fortælle netop denne historie.
Den form for vurdering kræver tålmodighed. Man kan ikke tvinge en udfordrende rolle frem, og man kan heller ikke vide på forhånd, hvilken opgave der bliver vigtig. Derfor må valget være åbent, men ikke tilfældigt. Erfaring kan gøre det lettere at genkende det materiale, der kun ser interessant ud på overfladen, og det, der faktisk rummer noget at undersøge.
Når håndværket bliver synligt
Det bedste skuespil gør ofte håndværket mindre synligt. Publikum skal ikke nødvendigvis kunne se alle beslutningerne bag en præstation. De skal kunne mærke, at en person eksisterer med en historie, en krop og en indre logik, også når figuren ikke forklarer sig selv.
For at nå dertil kræver det arbejde. Stemmen skal finde sin placering. Kroppen skal kunne bære figurens tempo og spændinger. Lytningen skal være lige så præcis som replikken. En scene bliver ikke sand, fordi følelserne bliver større, men fordi reaktionen føles nødvendig i situationen.
Det tekniske og det intuitive står derfor ikke i modsætning til hinanden. Teknikken gør det muligt at være fri. Når skuespilleren har undersøgt scenen, relationen og figurens mål grundigt, kan der opstå plads til det uventede. Det er ofte dér, et øjeblik får sit eget liv.
At blive ved med at begynde forfra
Der findes ingen endelig destination i skuespillet, hvor alt er lært. Hver rolle bringer nye begrænsninger med sig, og hver instruktør, medspiller og historie stiller andre krav. Det kan være krævende, men også være selve grunden til, at arbejdet ikke mister sin betydning.
For Coster-Waldau synes nysgerrigheden at være vigtigere end ønsket om at gentage en tidligere succes. Det handler ikke om at afvise det, man allerede kan, men om ikke at lade det kendte blive en sovepude. En ny rolle må gerne føles en smule usikker. Den usikkerhed kan være tegn på, at der stadig er noget at opdage.
Berømmelsen kan skabe afstand, men arbejdet kan bygge en anden form for nærhed. I mødet med en karakter, der ikke ligner én selv, bliver det muligt at undersøge erfaringer, konflikter og følelser, som ellers kan være svære at nærme sig. Skuespillet bliver dermed både et fag og en vedvarende øvelse i at se andre mennesker mere nuanceret.
Og måske er det netop derfor, ønsket om at blive overrasket bliver ved med at vende tilbage. Ikke som jagten på noget større for enhver pris, men som en påmindelse om, at et langt arbejdsliv stadig kan rumme begyndelser. Nye roller kan åbne nye spørgsmål. Nogle af dem får aldrig et enkelt svar. Det er ikke en mangel, men en del af det, der gør arbejdet levende.